Photos

          

Download individual photos by right-clicking and selecting "save image as..."
Photo credit: David Stjernholm


Reviews


As is so often the case, though, the most telling performances were to be found in smaller-scale, chamber events. The most still and focused of them was Mads Emil Dreyer’s Vidder 1, receiving its first performance in Iceland by EKKI MINNA Duo. The sustained tones from accordion and cello sounded like achingly slow breathing, but with each inhalation merging into the following exhalation, and vice versa, resulting in something like an instrumental circular breathing. Slowly shifting and overlapping, always falling somewhere mysteriously between consonance and dissonance (at no point did it really feel like either), it was ravishingly beautiful.
http://5against4.com/2020/02/09/dark-music-days-2020-part-2/

Den unge komponist Mads Emil Dreyers nye værk Forsvindere 2 var så smukt, at en ung kvinde to stole fra mig græd i strømme fra start til slut. Det var aftens højdepunkt, da de klokkeagtige slagtøjsinstrumenter skabte spinkle, skrøbelige mønstre af tindrende lyd, der bevægede sig langsomt rundt og ned i dybet.

www.politiken.dk/kultur/musik/art6690675/Sonic-Festival-åbnede-onsdag-med-skønhed-og-sære-eksperimenter

Denne kombination af elektronisk lyd og billede viste sig for mig at se, at være problematisk. Som udgangspunkt må billedsiden forventes at relatere sig til lydsiden. Men hvilket billede relaterer naturligt til en computer- genereret/manipuleret klang? Resultatet, viste det sig, ender nemt som en uforpligtende billedleg, som er mere forstyrrende end befordrende for den samlede oplevelse. At det dog ikke a priori er umuligt at løse opgaven, viste uropførelsen af komponiststuderende Mads Emil Dreyers poetisk dragende Bølger (2014). Her lykkedes det at lade lyd og billede fremstå som to betagende sider af samme sag, to sider som på forbilledlig vis komplementerede hinanden i deres uendelig langsomme beherskede bevægelse fra mørke til lys. I denne rene bevægelse udtryktes med radikalt andre midler den samme æstetik af enkel absolut musikalitet, som aftenens første værker havde intoneret. https://seismograf.org/artikel/pulsar-festival-2014

Mads Emil Dreyer havde to af sine egne værker på programmet. Han arbejder med enkle stemningsmættede udviklingsforløb – selv taler han om “musikalske opholdsrum” – og her fik vi svævende lyse toner. I værket Lys 3 blev de skabt med tynde bækkener i ministørrelse, såkaldte crotales, der blev strøget med bue af Kalle Hakosalo, mens Dreyer selv styrede elektronikken fra en laptop. 16 glødepærer på række lyste op synkront med de forskellige toner, så man kunne sidde I mørket og se musikken bevæge sig fra noget lyst til noget dybere. Desværre skulle der omstart til, før det lykkedes. Men så var poesien også hjemme.
www.politiken.dk/kultur/musik/koncertanmeldelser/art6600940/Neko3-leverede-legende-og-nyskabende-musik-med- neonrør-og-elektriske-pærer 

Mads Emil Dreyer‘s Forsvindere 2 for celesta, vibraphone, glockenspiel and crotale was the one piece in the concert to concede some slivers of humanity. Like a live-action music box performing a clockwork lullaby, the piece developed from simplicity and clarity to more complex counterpoint, in the process introducing ‘blooms’ of harmony which were impossible to tell where they were coming from or what was causing them. Here was music ostensibly designed to be beautiful, and its effect was hypnotising.
http://5against4.com/2019/02/07/dark-music-days-2019-neko3-heida-arnadottir/

Both Mads Emil Dreyer’s Lys and Xavier Bonfill’s 28×28 integrated visual elements into their music. Dreyer’s work (Danish for light) for electric guitar and electronics lulled the room into a slowly pulsating ambient atmosphere conjured by a heavily reverberated and sustained guitar line, performed from the back of the hall by the composer himself. On the stage in front a dozen light bulbs were placed, which ebbed and flowed into light and gloom along with the swells of the background. A restful peak.

http://www.amfion.fi/reportage-pulsar-copenhagen/

Distancen og monotonien føles i hvert fald meget københavnsk lige her, men giver på den anden side Mads Emil Dreyers manifestagtigt enkle vuggevise, Forsvindere 2 (2018), muligheden for at fungere som en kærkommen kontrast efterfølgende med dens næsten eksotisk ukunstlede sødme. https://seismograf.org/artikel/tektoniske-droemmere